Så er det blevet den 14 februar, bedre kendt som Valentines Day. Jeg tænkte lige, at jeg ville smutte ind på bloggen og ønske jer alle en fantastisk dag. Må jeres dag blive fyldt med kærlighed og generelt bare være god og positiv.
Jeg vil minde jer om, at man ikke behøver have en kæreste for at fejre Valentines, man kan ligeledes fejre kærligheden i et venskab, eller kærligheden til ens yndlingsfilm (og så se den selvfølgelig). Man kan fejre det på utallige måder. Et forslag kunne være, at lave nogle lækre fyldte chokolader – jeg har et indlæg med dem her.
Picture found on weheartit.com
Hvordan skal du fejre Valentines i dag?
Følg mig gerne på Instagram hvor du kan følge med i mit (næsten) daglige liv
Jeg var i midten af januar hjemme hos min skønne veninde Amalie, hvor vi simpelthen fik lavet nogle lækre fyldte chokolader, som du måske så på min instagram. Vi lavede to slags; en med saltkaramel og en med passionsfrugt. Passionsfrugten var for os ikke nogen success, så jeg vil derfor ikke dele denne opskrift med jer, på trods af, at de er på billederne (det er de lyse chokolader). Alle andre, der har smagt vores chokolader har været vilde med saltkaramellen – jeg selv inkluderet, som ellers ikke kan lide karamel. Jeg vil derfor dele den meget simple opskrift på fyldte chokolader med saltkaramel. For det var overraskende simpelt.
Først og fremmest er det vigtigt, at du har nogle chokoladeforme. Personligt kan jeg bedst lide silikoneformene, da chokoladen er nemmere at få ud. Du skal også tænke over størrelsen på dine forme, da chokoladestykkerne skal ende med at være den størrelse, som du ønsker og hverken større eller mindre. Vi havde to forskellige forme, da vi hver især havde nogle chokoladeforme. Størrelsen er også med til at bestemme, hvor meget chokolade du skal bruge, så køb hellere lidt ekstra – så kan du altid lave nogle flere chokolader en anden gang.
Det skal du bruge til chokolade med saltkaramel: Dulche de leche, 1 dåse (vi brugte ikke det hele)
Groft salt
Mørkt chokolade (vi brugte den billige budget fra Bilka og den smagte forrygende!)
Sådan gør du: Sæt din chokolade over til smeltning. Min veninde havde en smart chokoladesmelter fra cook & baker, den findes desværre ikke længere – jeg har søgt efter den, men der findes lignende på nettet. Jeg tænker selv, at jeg skal have fat i sådan én.
Hæld karamellen over i en skål, hvor du bare rører rundt indtil det får en lækker cremet konsistens.
Put en masse lækker groft salt i karamellen, smag til med en finger i karamellen – du må godt 😉
Når chokoladen er smeltet, så hæld lidt i hver lille form i din store chokoladeform. Herefter tager du en lille ske eller lignende, og får trukket chokoladen op langs siderne i hver lille form/hul.
Så vender du formen om og ryster det resterende chokolade af. Dette kan du fint hælde tilbage i skålen med din ubrugte chokolade.
Sæt formen på køl.
Når chokoladen har sat sig, så hælder du saltkaramellen ned i. Du skal efterlade en lille smule plads i hullerne, så du kan dække det til med chokolade efterfølgende.
Herefter hælder du chokolade over, for at lave “låg” på dem.
Sæt dem på køl og når de har sat sig, kan du poppe dem ud af formene – det er meget tilfredsstillende at gøre.
Nu er det tid til det helt store tjek; om chokoladen har det famøse knæk.
Så, hvis du en eller anden dag har helt vildt meget lyst til lækre chokolader, så vil jeg varmt anbefale at lave dem selv. Det er sjovt, de smager forrygende, du kan eksperimentere med de smage du drømmer om – og så er det billigere end at købe i butikkerne.
Har du lavet nogle gode fyldte chokolader før? Hvis ja, så del endelig opskriften med os andre i kommentarfeltet.
Psst. det er jo Valentines om et par dage, så du kunne jo passende lave dem her til din udkårne, eller bare dig selv.
Følg mig gerne på Instagram hvor du kan følge med i mit (næsten) daglige liv
Som studerende kan økonomien godt nogle gange være lidt stram, så jeg tænkte derfor, at jeg ville dele lidt tips og tricks til sidst på måneden, så I også kan få det hele til at løbe rundt. Jeg leder dog stadig efter et fast job jeg kan have her i Odense, da jeg synes det kunne være lidt lækkert med nogle ekstra shoppepenge om måneden, men det er jo en prioriteringssag og sådan er det generelt meget med økonomi, det hele handler meget ofte om, hvordan folk prioriterer deres penge.
Jeg vil i hvert fald her komme med 9 af mine tips og tricks til jer, så I måske kan få det til at løbe lidt nemmere rundt. Derudover vil jeg de næste par måneder fokusere lidt mere på at dele opskrifter på bloggen, der kan være med til at gøre det lidt billigere, men bestemt stadig ligeså lækkert. Du har måske allerede set min lækre juice opskrift? Den smager ligesom hell of a nerve fra Joe & the Juice, så der er allerede mange penge sparet dér.
1. Brug din familie. Det her skriver jeg som det første punkt, da det har betydet for mig, at jeg nogle gange ikke har skulle handle særlig meget ned. Mine forældre og min farmor har nemlig lavet store portioner fordi de vidste jeg skulle på besøg, så har jeg fået rester med hjem fra familien og har bare skulle varme det og lave tilbehør til så som ris eller pasta. Det har været super lækkert! 2. Bag brød selv. Jeg bager selv min egen morgenmad, de lækreste gulerodsboller, som der selvfølgelig nok skal komme opskrift på snarest. Det har betydet, at jeg har haft lækre boller til morgenmaden og derfor ikke har skulle bruge penge på en masse morgenmad. Jeg har bare skulle købe gær og gulerødder når jeg laver sådan en portion – det koster altså under 15kr og jeg får rigeligt med gulerodsboller ud af det, så pengene er i hvert fald godt givet ud, da man kan fryse dem og tø dem op aftenen før brug. Så bliver jeg personligt heller ikke ligeså fristet i kantinen til at købe rundstykker der. 3. Lav en madplan. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: lav en madplan. Det virker og på den måde er du ikke fristet til at bestille takeaway til aftensmad fordi du ikke har tænkt dagens menu igennem. Bonus er, at man kan planlægge det så man kan bruge de samme ingredienser flere gange. Hvis jeg for eksempel skal lave lakseruller en dag, så ved jeg, at jeg har spinat til overs og planlægger derfor et par ekstra retter samme uge med spinat. Ved kun at købe ind én gange ugen, så sparer du også at blive fristet oftere. 4. Tøm fryseren (eller køleskabet). Det er et klassisk tip, men det virker. Tøm ud i din fryser i stedet for at købe nye kyllingestykker, når dem i fryseren virker fint. Jeg ved, at nogle mennesker har en ugentlig maddag, hvor de tømmer fryser/køleskab for madvarer, så det kan du måske også overveje. 5. Udsalg eller genbrugstøj. Hvis du absolut står og mangler noget tøj til et event, så køb det på udsalg eller gå i en genbrugsbutik. Personligt har jeg før fundet lækre trøjer i H&M til under 100kr, som passede til lige dét jeg skulle. Generelt forsøger jeg mig også med at vente med at købe tøj til det er på tilbud. Ved at tænke over tingene er man også sikker på, at det er noget man faktisk vil have og dermed kommer til at bruge flere gange, for så er det også okay at købe noget, der er lidt dyrere, hvis det også bliver brugt ofte. 6. Tag en termokop medhjemmefra. Med drikke i selvfølgelig. Hvis du er lige for god til at købe morgenkaffen, så lav den selv og put den i en termokop. Det er meget billigere og så holder den sig også varm længere. På mit uni kan man også bruge sine termokopper i kantinen, så sparer man penge for en kop. Min yndlings termokop er fra Bodum og jeg har efterhånden et par stykker af dem. 7. Køb kun det du kan bære, hvis du altså ender med at handle ind mere end én gang i ugen (punkt 3). På den måde bliver du ikke fristet til at købe mere end dét du gik ind for at handle. 8. Kig tilbudsaviser. Jeg ved godt, at det kan lyde kedeligt, men er du gal man kan spare meget. Jeg plejer fx at købe min pesto når den er på tilbud til 10kr og så køber jeg flere af dem, så jeg har til en længere periode. Så på den måde kan man sige, at man sparer penge på længere sigt, selvom det godt kan virke dyrt at købe mange på en gang. 9. Tag cyklen, hvis du har mulighed for det. Det giver sig selv, du sparer benzinpenge og transportpenge ved at cykle eller gå. Bonus er, at det er ekstra træning. Dette er et punkt, som jeg selv godt kunne lytte noget mere til.
Jeg håber, at I kunne bruge mine tips til lidt – og at I ser frem til mine kommende blogindlæg. Lad mig endelig vide, hvis der er nogle retter I gerne vil have jeg tester, eller andre ting I gerne vil have jeg skriver om indenfor dette emne.
Har du nogle tips, som du vil dele med os andre?
Følg mig gerne på Instagram hvor du kan følge med i mit (næsten) daglige liv
Så er det blevet tid til endnu en måned i år 2020. Som oftest plejer jeg at synes, at måneden har gået hurtigt, men jeg må indrømme, at jeg føler, at januar har varet noget alla 100 dage, så jeg glæder mig uendeligt meget til at tage hul på en ny måned, der forhåbentlig bliver meget bedre (og kortere).
Som sagt så har min januar måned været alt for lang og alt for dyr. Ikke nok med, at januar i forvejen er en dyr måned, da det ofte er her de lidt større regninger betales, så syntes mit tv også det var en god idé at sige farvel og tak, så det blev måneden jo i hvert fald ikke billigere af. Generelt har jeg brugt min måned meget på bare at slappe af, se film (før mit TV brændte sammen), strikke (yes, det er jeg begyndt på! – er I interesseret i at se mere om det?), se lidt venner her og dér, fejre min mors fødselsdag, spa-dag med min bedsteveninde samt ligeså stille forberede mig på at uni starter snart.
For det gør det, uni starter for mig her den 3 februar. Jeg har forsøgt at forberede mig lidt ved at læse lidt forud, da jeg kan se på vores semesterplaner, at det her bliver et semester, hvor der virkelig skal læses meget, hvilket jeg hverken gider, eller har tid til, men det skal jo gøres. Februar skal ellers bare bruges på skolen, vennerne og lidt mere skole. Det bliver ikke den mest interessante måned jeg har haft i hvert fald, men jeg glæder mig til at komme igang med en hverdag igen – også selvom jeg godt ved, at jeg kommer til at sige det modsatte om en uge.
Picture found on weheartit.com
Hvad skal du bruge din februar på?
Følg mig gerne på Instagram hvor du kan følge med i mit (næsten) daglige liv