EDINBURGH 2019 - HARRY POTTER TOUR

MINE TANKER OM UNIVERSITETET

Long time, no see. Det er ved at være en evighed siden jeg sidste bloggede, og det er jeg forfærdelig ked af. Jeg har tænkt så mange gange, at nu skal jeg tage computeren frem og få skrevet det indlæg, men jeg er bare ikke kommet længere end dét. Tanken altså. Her sidder jeg dog og vil prøve at forklare, hvorfor jeg har været så fraværende. Selvom min instagram har været opdateret, har den alligevel ikke indeholdt halvdelen af, hvad jeg har gået og lavet, samt hvordan jeg har det, men det er nok det sted, hvor jeg har holdt jer mest opdateret. Siden sidst har jeg arbejdet en hel del og været på Mallorca. Siden sidst har jeg også haft alt for mange tanker omkring universitetet, jeg har fået svar på universitetet, er kommet ind og har fundet ny bolig. Det skal jeg nok forklare mere om nu.

En af de største grunde til jeg har været fraværende har været alle de her tanker om universitetet. For, at det ikke skal være løgn havde jeg forberedt et indlæg inden man fik svar fra universiteterne omkring alle de her tanker jeg har gået og haft. Jeg har dog ikke ville uploade det i den frygt, at jeg ikke kom ind – og så skulle jeg ligesom stå til ansvar for det lige pludselig. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue. Jeg har grædt alt for meget de sidste par måneder over alt det her universitetshalløj. Det har været en hovedpine uden lige, og jeg ønsker virkelig, at det skal blive bedre i fremtiden for folk, der søger ind, for det er alt for lang tid, hvor man går og bliver mere og mere ked af det hver evig eneste dag. Den tanke, der har strejfet mig flest gange har helt sikkert været om jeg overhovedet kommer ind? Den næste tanke var helt sikkert hvor kommer jeg ind henne? For sagen er den, at jeg har haft søgt i 3 forskellige byer, men har faktisk kun ville komme ind i en. Jeg græd længe over, at skulle sætte Odense og Kolding på min prioritetsliste på optagelse.dk i sin tid.

Så kom tiden også tættere på, at man fik svar – altså den 26 juli. Det betød, at jeg var nervøs nærmest hver dag. Jeg var irriteret og var nærmest ved at tude, hver gang nogle bragte det op, hvilket også skete nærmest hver dag. Folk har gjort det i deres bedste mening og ønsket mig alt mulig held og lykke, men jeg har mest af alt haft lyst til at bede hele omverdenen om bare at lukke munden og tale om vejret eller noget andet braller istedet for. Ingen tvivl om, at det har hjulpet mig, at jeg har arbejdet så meget. Så har jeg trods alt tænkt på noget andet i i hvert fald minimum 8 timer om dagen.

Den 26 juli kom lige pludselig, hurtigere end man anede og samtidig var tiden også bare gået alt for langsomt. Jeg tog i biffen med en veninde i håbet om at glemme ventetiden. Selvom filmen var utrolig god – vi så Løvernes Konge – kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke hele tiden, at nu var der x antal timer tilbage. Så skulle jeg have svar. Aarhus røg lige ned i vasken og lige dér, ja der var jeg faktisk klar til bare at grave mig ned og aldrig komme op igen. Jeg havde ikke lyst til at tjekke mine svar fra Odense og Kolding, men samtidig ville jeg gerne have svar på om jeg var en total fiasko eller kun en lille smule en fiasko. Her er jeg selvfølgelig nødt til at sige, at hvis du ikke kommer ind, er jeg virkelig ked af det på dine vegne. Du er overhovedet ikke en fiasko, og jeg tror på, at du nok skal komme ind næste år, men du har helt sikkert siddet med samme følelser og forstår mig nok bedre end så mange andre.

Jeg kom ind i Odense. Helt klart bedre end Kolding, men nok til, at jeg sov 3 timer den nat og græd stort set hele morgenen efter. En lille sten flyttede sig fra min skulder, for nu havde jeg jo fået svar. Til gengæld blev den bare erstattet med i hvert fald tyve nye sten. Nu skulle jeg jo flytte lejlighed, finde en ny lejlighed. Åh nej, jeg skal lære en ny by at kende. Jeg gider faktisk ikke til Odense. Kommer jeg nogensinde til at holde af Odense? Løser alle mine problemer sig nogensinde eller hvad? Gud var heldigvis med mig, der den 26 juli. For selvom jeg godt nok føler jeg har haft meget modgang med at det her skoleværk, så tror jeg nu alligevel, at ham den gamle derop synes jeg er ganske okay. Han har i hvert fald sikret mig en lejlighed. Selvom nogle måske bare vil sige det var mere held en forstand, at det lykkedes mig at finde en lejlighed allerede den 26 juli.

Jeg havde haft kigget lidt på en bestemt lejlighed i nogle måneder, på trods af, at jeg faktisk ikke ville kigge i Odense fordi jeg ikke ville påvirke mit sind mere end det ligesom allerede var. Men da jeg lå der om natten og ikke kunne sove, valgte jeg at skrive til denne her lejlighed, som egentlig mere er et lejlighedsprojekt med en masse lejligheder i, men det er jo hvad det er. Jeg fik svar tidligt fredag morgen. De var alle udlejet. Øv, så var det noget rod i mit hoved igen. For at jeg skulle skrive mig på venteliste skulle jeg kontakte EDC. Jeg vælger at ringe til dem, og inden for 10 minutter har jeg fået reserveret en lejlighed, for der var lige præcis et par stykker tilbage, så om jeg ikke bare ville have en af dem? Øh det tror jeg da vidst nok lige jeg sagde ja til. Min nye lejlighed er ved at blive bygget, så den er desværre først klar den 1 november, hvilket betyder, at jeg skal pendle de to første måneder af min studietid, men det tænker jeg, at jeg nok skal overleve.

Så lige nu som jeg skriver dette, sidder jeg faktisk og holder en lille pause fra flyttekasserne. Jeg er nemlig ved at pakke min lejlighed i Aarhus sammen, hvor jeg så flytter hjem til mine forældre indtil min nye lejlighed er klar. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til tanken om at skulle flytte til Odense og gå i skole der, men det skal nok komme. Det håber jeg i hvert fald.

Har du også stået med nogle af de samme tanker som mig? Eller har du haft helt andre tanker? Lad mig endelig vide, hvordan du har haft det igennem det her universitetsbøvl.

Jeg håber, at I kunne lide det her indlæg. Det er meget anderledes og meget mere personligt end jeg plejer, så jeg håber I måske har kunne drage fordel af alle mine mange tanker.

Følg mig gerne på Instagram hvor du kan følge med i mit daglige liv

Skriv en kommentar

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EDINBURGH 2019 - HARRY POTTER TOUR